click me

Vær med

Du kan sende kommentarer til forslag til Helhedsplan17 ved at benytte formularen nedenfor, hvor du også kan vedhæfte billede, kort og tekst. Du bedes venligst oplyse en emailadresse, da der sendes en kvittering på modtagelse af dit høringssvar. 

Du har også mulighed for at sende dine kommentarer til helhedsplan@jammerbugt.dk eller med posten til Jammerbugt Kommune, Toftevej 43, 9440 Aabybro mrk. "Helhedsplan17".









Hvis du har adressebeskytelse sæt kryds her





Logo
Helhedsplan17
Vær med!
Skovsgaard

Du er her: Rammer Skovsgaard

Skovsgaard


Skovsgaard-området omfatter Ø. Svenstrup sogn samt en del af Torslev sogn (den sydlige del af Skovsgaard by). Området har tidligere hørt sammen med Hjørring amt. Området grænser op til Brovst, Tranum, Lerup, Skræm og Torslev planområder. 

Områdets betydning for Jammerbugten

Skovsgaard er et eksempel på en tidligere statisonsby, der har opretholdt den dynamik og aktivitet, som jernbanen medførte. I Skovsgaard har et kyllingeslagteri og tilhørende mindre virksomheder formået at fastholde et antal arbejdspladser, der har sikret opretholdelse af et flot serviceniveau. Dette sammenholdt med en flot natur og udsyn til det lave limfjordsland skal bevares og understøttes i både landzoneadministration og naturforvaltningen.

Områdefornyelse i Skovsgaard kan være en mulighed for at værne om byens kulturarv og særlige kvaliteter.

Skovsgaard i tal

Skovsgaard-området har en befolkningstæthed på 83 indbyggere pr. km². Befolkningstallet er i Ø. Svenstrup sogn faldet fra ca. 870 omkring 1980 til ca. 760 i dag. Tilflytningen er årligt på 5% og fraflytningen er årligt på 4% af befolkningen. Der er 47% kvinder og 53% mænd.

Skovsgaardområder er på 14 km², der er 1.128 borgere og 541 boliger. Husstandsstørrelsen er på 2,1.

Skovsgaard by har 662 beboere og 332 boliger. Der er i løbet af de seneste 8 år opført 13 boliger. Der er mulighed for at opføre nye boliger inden for de hidtidige udlæg til boligformål.  

Ny Skovsgaard har 105 beboere og 53 boliger. De hidtidige udlæg giver mulighed for at opføre nye boliger.

Øster Svenstrup har 82 beboere og 46 boliger. Der er mulighed for opførelse af nye boliger.

Offentlig og privat service

Der er alle typer af offentlig og privat service i området, idet der især er en høj andel af kultur og idrætsareal. Skovsgaard Skole er en overbygningsskole med 251 elever fordelt på 0. - 9. klasse. Skovsgaard Børnehave og skolens SFO udgør pasningstilbuddet i området. Skovsgaard har en nyopført multihus med stor idrætshal i tilknytning til skolen, som rummer vigtige funktioner og gode rammer for fritids- og kulturlivet i området. Der er et godt idrætsliv, bl.a. med et moderne motionscenter og et børnemotionshus. Desuden rummer området en rideskole.

Området gennemskæres af landevej A11, som idag udgør en barriere for de landsbyer og landområder, som ligger nord for landevejen. Der er planer om en omfartsvej omkring Arentsminde, Halvrimmen og Brovst, som hvis den gennemføres vil etablere en ny barriere i syd for Skovsgaard. Mange lodsejere er berørt af reservationszonen for en ny vej, og der er en borgergruppe, der præger processen om en VVM for en omfartsvej. Banestien har et forløb gennem området og er befæstet som cykelsti. Der er i Skovsgaard tydelige "rester" af stationsbyen, og dette kan der værnes yderligere om gennem områdefornyelse eller lign.

Erhverv og turisme

Skovsgaard har et erhvervsliv med ca. 570 arbejdspladser. Kyllingeslagteriet spiller en stor rolle i forhold til områdets befolkningsunderlag, og kyllingeslagteriet er den største arbejdsplads i kommunen, når der ses bort fra offentlige institutioner. Byen og dens udvilkling er præget af bufferzoner omkring erhvervsarealer og ovennævnte arealreservation til omfartsvej. Omkring Skovsgaard Hotel er et særligt miljø med et stort engagement fra udviklingshæmmede. Der er ikke registreret sommerhuse eller ferielejligheder i området.

Natur, miljø og kulturspor

Et stort antal fortidsminder, gravhøje mv. findes i den vestligste del af området, ved afgrænsning til Tingskoven og Lerup lokalområde.  

Lerup Kildemarked, som omtalt under Lerup lokalområde, blev efterhånden til gene for Leruppræsten, som gerne ville have det flyttet. I 1585 blev det flyttet til Aalegaards Hede nær Henriks Sø i nuværende Tingskov. Derefter blev det flyttet til Skræm og så i 1800-tallet til en plads ved Øster Svenstrup Kro, hvor nu Skovgaardlund ligger.

Efter åbningen af Fjerritslevbanen i 1899 flyttede kro og aktiviteter til stationsbyen, og Indenrigsministeriet gav i 1901 tilladelse til flytningen af markedet til Skovsgaard. Til et areal syd for jernbanen og vest for de nye huse i Skovsgaard. Der var faktisk i 1901/02 hele tre markeder (der blev afviklet på forskellige tider af året), der flyttede fra Øster Svenstrup til Skovsgaard. Der blev i 1921 oprettet et selskab til driften af markedet, men i 1970 blev det hele afviklet. Markedspladsen er dog stadig bibeholdt som stednavn i Skovsgaards nordvestlige bydel.

I 1880’erne er der i Skovsgaard oprettet missionsvirksomheder under "Det Danske Missionsforbund" kaldet frimissionen med egne mødesale og egne kirker. Skovsgaards udvikling som stationsby har været eksplosiv på et vist tidspunkt tilbage i tiden, og det har samtidig gjort Ø. Svenstrup til en lille landsby.  

Fra Skovsgaard by og til hovedlandevej A11 strækker sig en grøn kile eller skrænt med småbiotoper mv. Her holder også skovspillerne til med årlige teaterforestillinger. Det er et eksempel på de blå/grønne korridorer, som ønskes frembragt for at sikre større naturindhold og flere spredningskorridorer i flere områder af kommunen.

Tilgængelig natur

Skovsgaard grusgrav
Tingskoven og Aarup Hede via banestien
Grøn kile mod Brovst

Mødesteder

Skovsgård Multihus
Skovsgård Skole

Landdistriktsprojekter

Musikalske vinterworkshop (kor)
Lergrav i Skovsgård
Kørestolsrampe Skovsgaard Hotel
Skovspillerne, Styrmand Karslen
Kvindenetværk
Skovsgaard Multihus