click me

Vær med

Du kan sende kommentarer til forslag til Helhedsplan17 ved at benytte formularen nedenfor, hvor du også kan vedhæfte billede, kort og tekst. Du bedes venligst oplyse en emailadresse, da der sendes en kvittering på modtagelse af dit høringssvar. 

Du har også mulighed for at sende dine kommentarer til helhedsplan@jammerbugt.dk eller med posten til Jammerbugt Kommune, Toftevej 43, 9440 Aabybro mrk. "Helhedsplan17".









Hvis du har adressebeskytelse sæt kryds her





Logo
Helhedsplan17
Vær med!
Fjerritslev

Du er her: Rammer Fjerritslev

Fjerritslev


Lokalområdet består overvejende af Kollerup sogn. Fjerritslevområdet afgrænses mod områderne Klim, Gøttrup, Skerping, Skræm og Hjortdal.

Områdets betydning for Jammerbugten

Fjerritslev er kommunens vestligste hovedby, og sikrer hele denne egn, med 45 km til både Aalborg og Thisted, en forsyning med både privat og offentlig service. Fjerritslev området sikrer med sin volumen, kultur- og uddannelses- og erhvervsliv kontakter til nabokommunerne Vesthimmerland og Thisted Kommuner.

Fjerritslev er handelsby for turister i det gamle Hannæs område med plantagerne, badehoteller og sommerhusområde med ca. 1.000 sommerhuse og 136 hotelsengepladser.

Fjerritslev by skal udvikles ved at sikre sammenhæng mellem bymidten og de omgivende naturområder. Golfbanens beliggenhed op ad byen, gymnasiet og tilknyttede ungdomsboliger kan være fremtidige vigtige indsatsområder for at området kan udvikle sig i forhold til samarbejdspartnere/-byer i den øvrige del af Jammerbugt Kommune, som i nabokommunerne Thisted og Vesthimmerland. Her vil det være vigtigt også at have fokus på at byens funktioner skal forsynes med kollektiv trafik.

Fjerritslev i tal

Fjerritslev-området har en befolkningstæthed på 91 indbyggere pr. km². Befolkningstallet er steget fra ca. 3000 indbyggere omkring 1975 til ca. 3700 fra midten af 1980’erne, hvorefter det alene har haft en svag stigende tendens til nu ca. 3.800. Til- og fraflytningen er årligt på 3-4% af befolkningen. Der er 52% kvinder og 48% mænd.

Området omkring Fjerritslev er på 42 km² og der er 3.790 beboere. Der er ca. 1.900 boliger og en husstandsstørrelse 2,72 i området som helhed.

Fjerritslev by har 3.386 beboere og ca. 1.760 boliger. Der er i løbet af de seneste 12 år opført ca. 160 nye boliger, heraf 63 parcelhuse, 22 tæt-lave boliger og 76 etageboliger, ialt ca. 13 boliger pr. år. I helhedsplanen er der udlagt ca. 42 ha til forskellige byfunktioner, heraf 23 ha til boliger og 15 ha til erhverv.

Kollerup by har 73 beboere og 38 boliger.

Offentlig og privat service

Der er alle typer af offentlig og privat service i området, idet der især er en høj andel af undervisningsareal (gymnasium, skole mv.), daginstitutioner, kultur og idrætsareal.

Fjerritslev Skole har ca. 650 elever fordelt på klassetrin fra 0. - 9. klasse. Der er SFO ved skolen samt børnehaverne Skovhuset, Grøftekanten og bondegårdsbørnehaven Gl. Dalhøj. Der er desuden plejecentret Parkvænget og Solgården.

Der er et idrætscenter med flere haller og en svømmehal, et vandrehjem og et gymnasium, som alle danner ramme om et rigt forenings- og kulturliv. En ny kunststofbane, som sammen med vandrehjem og øvrige faciliteter ved Han Herred Fritidscenter tiltrækker sportsklubber fra bl.a. andre dele af landet og vore nabolande. Desuden har byen bowlingcenter, biograf, golfbane, motorbane og skydebane. En dyrskueplads ved fritidscentret danner også ramme om dyrskue som en gammel tradition. Foreningslivet er især koncentreret ved Han Herred idrætscenter, men også en nyetableret sognegård i det tidligere Naturcenter samt det tidligere tinghus, der er ombygget til kultur- og fritidsformål, bl.a. kulturskole. I 2013 flyttes genbrugsstationen i Gøttrup til Fjerritslev ved Industrivej.

Gennemførelse af helhedsorienteret byfornyelse, samling af parkeringspladser og trafiksanering af de centrale dele af bymidten har skabt et ideelt miljø for afholdelse af torvedage og gode rammer for detailhandelen. Banestien har et forløb gennem området og er befæstet med grus som cykelsti. Der er i selve Fjerritslev et ledvogterhus, posthus og ubebyggede banearealer tilbage, som vidner om jernbanes betydning for udviklingen af Fjerritslev. Ved den helhedsorienterede byfornyelse i 1999-2003 blev Fjerritslevs hovedgader trafiksaneret i bymidten. Busstationen i Fjerritslev forbinder Jammerbugt Kommune med busforbindelser til både Thisted og Års/Hobro.

Erhverv og turisme

Fjerritslev har et erhvervsliv, hvor især fabrik, transport og almindelig kontor og administration spiller en meget stor rolle i forhold til kommunens samlede erhvervsliv. Der er ca. 1500 arbejdspladser i Fjerritslev området. Der er i helhedsplanen udlagt 14 ha erhverv i forlængelse af de hidtidige erhvervsområde. Desuden rummer Brøndum-området umiddelbart nord for Fjerritslev ca. 430 sommerhuse, som udgør 5% af kommunens samlede sommerhusområder. I Brøndum-området er der yderligere mulighed for at opføre 83 sommerhuse.

Natur, miljø og kulturspor

Området vest for Fjerritslev er hævet havbund fra ishavstiden, hvor der på de gamle kystflader er opbygget store systemer af strandvolde og klitter. De udbredte plateauer står som kontrast til moræneøerne, som visse steder træder tydeligt frem i landskabet. Det ses på strækningen mellem Svinkløv, til Fjerritslev og videre mod syd til Aggersund. 

Vejen mellen Aggersund og Fjerritslev er en gammel trækvej, den nordlige forlængelse af Hærvejen op langs den jyske højderyg. Middelalderens konger og kirkeherrer fulgte denne rute, når de skulle til Vendsyssel, fordi der her var kortest til Vesterhavet. Den faste strand var datidens bedste landevej, så undgik man de store mosedrag længere mod øst, der ellers gjorde Vendsyssel utilgængelig. Fra Fjerritslev gik hærvejen muligvis stik nord mod Grønnestrand, og bl.a. de mange spor af oldtidsveje i Lerup sogn taler for, at man skråede over til Slettestrand.

Ved Brøndum og ved Hingelbjerg findes store koncentrationer af fortidsminder. Ved Hingelbjerg er blandt andet fundet gravpladser med fund af guld og sølv, som vidner om, at enkelte slægte i området har kendt til pragt og rigdom, men det er uvist om de kostbare sager stammer fra handel, krigstogter eller vikingefærd. Tingstedet for Han Herred var fra middelalderen til 1688 beliggende i Tingskoven, hvorfra det i 1688 flyttedes til Brøndum i Kollerup sogn. I 1780 blev det flyttet til Fjerritslev, og omkring 1835 til Skerpinggård i Kettrup sogn, hvorefter det atter i 1909 blev flyttet tilbage til Fjerritslev.

Klithederne ved Grønnestrand vest for Svinkløv Klitplantage er fredet og har i Søndermiler ved Brøndum Danmarks største og smukkeste parabelklit. Lyngmøllen ved Kollerup strand fra 1886 er bygningsfredet i 1986.

I nyere tid har særligt banen haft stor betydning for udvikling af Fjerritslev. I 1897 åbnedes Aalborg Fjerritslev banen og i 1904 banen til Thisted. Ved Fjerritslev banens etablering blev Øster- og Vester Han Herred delt i to dele med hver sin hovedstad. Fjerritslev blev Vester Han Herreds hovedstad og var mere Thisted-vendt og ”faktisk helt og aldeles uden interesse i storbyen Aalborg”. Ved den senere amtsinddeling kom Fjerritslev også med under Thisted Amt. Fra århunderdeskiftet kom der forretningsdrivende fra mange kanter og Fjerritslev udviklede sig fra en meget lille ”flække” til en dynamisk stationsby. Det siges, at der i landdistriktet til Fjerritslev var mange slægtsgårde, og siden århundredeskiftet er mange af forretningerne i Fjerritslev udviklet sig til ”slægts-forretninger”, da flere butikker drives videre af både tredie og fjerde generation. Fra århundredeskiftet blev Fjerritslev ”noget i sig selv”, sin egen hovedstad, med både dagblad, og en veludbygget både privat og offentlig service.

Fjerritslev havde i 1969 2.646 indbyggeri, og byen har været udstyret med en række købstadsfunktioner. Et fyrtårn for Fjerritslev er Bryggeri- og egnsmuseet i Den gamle Bryggergård midt i Fjerritslev by samt den gennemførte helhedsorienterede byfornyelse i 1999-2002.

Tilgængelig natur

Hingelbjerg
Kollerup plantage
Banestien

Mødesteder

Han Herred Fritidscenter
Fjerritslev Gymnasium
Fjerritslev Skole
Fjerritslev Kro
Tinghuset
Byparker: Anlægget og Dyrskuepladsen
Torvet med sort diabas

Landdistriktsprojekter

Areal ved p-plads i Nørregade
KINO i Fjerritslev by
Tinghuset